Der har den sidste halvanden måneds tid været meget stille på min blog.
Jeg mistede d. 22 marts min mor efter 9 års kamp mod kræft.
Dette har gjort mig helt rundt på gulvet for selvom jeg vidste hun var syg og har levet med det siden 6. klasse, indså jeg aldrig at jeg skulle miste min mor som ung.
Det gør ubeskriveligt ondt, jeg har ondt i maven 24 timer i døgnet, jeg græder mig selv i søvne og jeg skal virkelig kæmpe for ikke at ligge i sengen hele døgnet rundt.
Alt føles ligegyldigt og uoverskueligt.
Tanken om aldrig at se min mor igen, er ikke gået op for mig endnu og jeg frygter stadig den dag det gør.
Det har været hårdt at vokse op med en mor med kræft, da jeg i de første år ikke forstod hvad det betød og i de seneste år har jeg ikke turde spørge.
Jeg har minder, som hjemsøger mig, om oplevelser jeg aldrig håber andre skal igennem.
Jeg er stadig i tvivl om jeg nogensinde bliver glad igen..
Jeg har ikke skrevet dette indlæg for at få medlidenhed eller forståelse, men for at minde jer om at nyde hvert et øjeblik i har med jeres familie, før det er for sent..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar